18. -20. septemper 2009
Hold da op sikke fed oplevelse! Jeg skal prøve at fortælle jer om turen til mit første og forhåbentlig ikke sidste VM.
Vi tog af sted en tirsdag morgen i september….eller skal man kalde det nat?..Det var i hvert fald tidligt efter min målestok. Klokken var 04.00 da bilen trillede ud af strædet i Reerslev. Vi skulle lige forbi Ringsted og hente Dorthe Johnsen og Djohs inden færgen entres kl. 06.00.
Turen ned igennem Tyskland gik glat indtil vi nåede Kassel. Her røg vi ind i en megakø på ca. 14 km, fordi én af de 2 millioner lastbiler, vi endnu manglede at overhale, var væltet og havde spildt olie på vejbanen. Vi fik en velfortjent pause på ca. 3 timers tid ;-(.
Denne ufrivillige pause samt en masse vejarbejde bevirkede at vi ankom til vores hotel i Klaus ca. 5 timer senere end beregnet – sultne og trætte! Landsholdets ukuelige holdleder, Mai-Britt Crone, havde dog holdt kokken vågen så vi ikke skulle gå sultne i seng. Tak Mai-Britt.
Onsdag. Vågnede vi op til et utrolig smukt bjerglandskab, som vi jo af gode grunde var gået glip af på grund af den sene ankomst aftenen i forvejen. Vi tog alle ind til Dornbirn for at se på hallen hvor der skulle konkurreres. Os nye på holdet syntes at det var en kæmpestor hal, meeen, de ”gamle” havde nu prøvet det der var større;) Efter inspektionen tog vi ind til centrum af Dornbirn (hyggelig by) inden vi om aftenen alle skulle ud og spise sammen.
Torsdag. Vi skulle først til dyrlægekontrol samt måling af hundene. Her var vi nogle stykker der var godt nervøse, idet man i FCI måler på et andet punkt af hunden end vi gør herhjemme. Men hvorfor skulle vi være nervøse? Selvfølgelig var vi ,på alle landsholdssamlingerne, blevet testet ud fra de nye målinger og alle var blevet godkendt hjemmefra. Men, Lene m/Toxy og jeg m/Olsen, havde ligget tæt på grænsen til henholdsvis stor og mellemhund, så vi var selvfølgelig ”lidt” nervøse. Det bevirkede at Lene og jeg hankede op i vores hunde og tog ind til Dornbirn en time før alle de andre og forsøgte at løbe vores hunde trætte. Det blev de også, men da vi kom ind til målingen, Olsen og jeg, kunne jeg se på Olsen at han var stiv i forbenene og han var helt vildt stresset. Ikke særlig gode tegn! Olsen kom på målebordet og det tog ikke ”min spanske ven” mange sekunder at afvise ham, så kom nordmanden til og hun sagde ”yes” min ”ven” sagde no!...sådan fortsatte det et stykke tid: nordmanden, Yes….”min ven”, NO! Lige indtil ”min ven” endelig blev min ven og sagde YES….men så sagde nordmanden NO! Dette betød at der skulle ommåling til. Denne endte også med resultatet 1-1. Vi skulle på den igen, men først var der træning i hallen (alle lande havde fået ca. 15 min. træningstid tildelt). Her var mine holdkammerater meget flinke ved mig og gav mig lov til at løbe meget af tiden i håb om at Olsen ville ”synke sammen” af træthed. Efter træningen blev landsholdsledelsen og jeg enige om at det var bedst hvis jeg ikke gik med ind til den sidste måling. Sikke et nervepres!
Landsholdsledelsen var inde med ham 3 gange til inden jeg fik dommen. Olsen var vokset 2 cm! Jeg havde fået mig en mellemhund. Jeg vil gerne takke Mai-Britt, Susanne og Allan for hjælpen, for de gjorde virkelig alt hvad de kunne, og til alle mine landsholdskolleger som var rigtig søde og trøstende, men en kæmpeskuffelse var de sgu’. Og Lene…ja, hun har stadig en mellemhund :-).
Fredag-Søndag. Da den værste skuffelse efter målingen havde lagt sig, startede VM for alvor. Indmarchen var en oplevelse i sig selv.
Selve resultaterne vil jeg ikke skrive så meget om, da det bare vil ende med en lang, lang talrække som man kan få meget større overblik over ved at gå på nettet. Men jeg kan da lige nævne et par af de danske placeringer. I lille klasse blev Lillian Rose m/Mille (en pudel) sammenlagt nr.4
og Jesper Kjær m/Emsi (en Sheltie) nr. 6. I mellemklassen blev Natasha Gjerulff Jensen m/Doobi også en Sheltie nr. 16 og hos de store hunde blev Sara Lorentzen og Simic en Border Collie nr. 10. I holdløbet var det mellemholdet der klarede sig bedst med en 10. Plads. Efter den sidste konkurrence var der præmieoverrækkelse og udmarch fra et superduper VM med en fantastisk stemning fra ca. 6000 tilskuere, noget jeg forhåbentlig kommer til at opleve igen,Og specielt sammenholdet i hele landsholdstruppen som var super ,men nu må vi jo se hvad min ”lille” mellemhund siger til at springe 10 cm. højere….
Efter vi er kommet hjem fra Østrig, har jeg trænet på mellemhøjde og har også været til landsholds udtagelse's stævne til nordisk mesterskab der afholdes den13.12.2009 her var vi så heldige/dygtige at kvalificere os, så jeg glæder mig vildt meget til at komme afsted og endelig prøve at løbe til et stort mesterskab :-). Og så vil jeg også lige ønske min trænings kammerat Hanne Svejstrup tillykke med udtagelsen på landsholdet (godt nok kun i lille klasse) ;-). Men fedt at vores fælles drøm som vi satte os i starten af 2009 er gået i opfyldelse..
Til sidst vil jeg sige tak for hjælpen til
Og til Preben Møller for sponsorhjælp til turen til Østrig tusind tak :-)
